Særlig fond
Vedtægter for
Ilinniartitsisoq Meeqqat Atuarfiannersut Kattuffiat, IMAK,
Særlig Fond.
§ 1. IMAK Særlig Fond tilhører Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat, i det følgende kaldt IMAK, og har til formål at forøge foreningens økonomiske styrke og til i en given situation at kunne yde støtte til foreningens almindelige medlemmer i fraktionerne 1, 2 og 3 herunder i forbindelse med konflikter om tjenstlige forhold og lønningsforhold.
§ 2. Fondens midler tilvejebringes ved indbetalinger fra foreningens medlemmer i fraktion 1, 2 og 3. Grønlands Lærerforenings Særlig Fond og IK’s Fond er med alle sine midler, herunder fast ejendom, værdipapirer o.lign. fusioneret ind i IMAK Særlig Fond. Fondens midler kan ikke overføres til kredsens drift, formue, henlæggelser, andre kredsfonde eller lignende. Fondens midler kan heller ikke overføres til andre kredse.
§ 3. Bestyrelsen for IMAK skal forvalte midlerne i Særlig Fond således, at de bliver til størst mulig gavn for foreningens medlemmer. Ved midlernes placering skal tilstræbes en betryggende sikkerhed, en opretholdelse af midlernes realværdi, højst mulig forrentning samt mulighed for umiddelbar realisering.
§ 4. Over fondens midler føres et selvstændigt regnskab, som revideres af foreningens revisorer og forelægges det ordinære repræsentantskabsmøde til godkendelse.
§ 5. I konfliktsituationer anvendes fondens midler efter bestyrelsens eller repræsentantskabets beslutning. Bestyrelsen kan desuden anvende fondens midler til juridisk bistand, bl.a. i retssager og tjenestlige sager.
§ 6. Såfremt der efter en konflikts afslutning betales hel eller delvis løn for den tid, konflikten har stået på, er medlemmer, der har modtaget støtte fra Særlig Fond, forpligtede til at tilbagebetale det beløb, hvormed ydelserne fra Særlig Fond og lønnen tilsammen overstiger den løn, den pågældende ville have oppebåret, såfremt konflikten ikke havde fundet sted.
§ 7. Ved fondens ophør tilfalder de til enhver tid værende midler i fonden, herunder eventuel fast ejendom, inventar etc., til almennyttige formål, der bestemmes af IMAK´s repræsentant-skab.
§ 8. Ændringer af nærværende vedtægter følger samme regler, som gælder for ændringer af IMAKs vedtægter.
§ 9. Disse vedtægter, som er bilag til vedtægterne for IMAK, er vedtaget ved urafstemning blandt foreningens almindelige stemmeberettigede medlemmer den 1. juni 1999 og træder i kraft umiddelbart herefter.
Ilulissat den 9. April 2000




